Anmeldelse | Orkester

Sonning-vinders moderne program var stærkest, når det var strengest

Athelas Sinfonietta havde søndag besøg af Emmanuel Pahud, årets modtager af Sonnings Musikpris. Den schweiziske fløjtenist havde valgt et program, der viste, hvor poetisk modernismen kan lyde, når den er mest stringent.

★★★★ ★★

Sonning-vinders moderne program var stærkest, når det var strengest | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK

For en kunstner, der er kendt for at blande fortid og nutid i sine koncerter, var det et påfaldende moderne program, som årets Sonning-prismodtager, Emmanuel Pahud, havde sat sammen til sin første af mange danske optrædener over de næste måneder.

Den schweiziske fløjtenist spiller, foruden sit virke i Berlinerfilharmonikerne, et hav af koncerter i løbet af en sæson. Søndag eftermiddag optrådte han så med Athelas Sinfonietta i Den Sorte Diamant, og musikken var klogt udvalgt til at flugte med deres præference for nyere værker.

Menuen stod på hårdkogt, men elegant modernisme fra 1939 og frem til 2007. Altså en slags katastrofens afgrænsning – knap et århundrede optegnet af Anden Verdenskrigs udbrud i den ene ende og en global finanskrise i den anden. Den uro spejlede sig på mange måder i de fem udvalgte kompositioner.

»Pahuds spil var ekvilibristisk og nuanceret, men jeg savnede en stringens, der formede hans frie fortvivlelse og refleksion til et spændstigt drama«

I Pierre Boulez’ smagfuldt sarte ‘Memoriale’ fra 1985 hørte man den blottede nerve i Emmanuel Pahuds flimrende tremolo. Hans solostemme fandt ingen ro, men dansede febrilsk over seks glasagtigt filende strygere, der så til gengæld greb fløjtens toner og spændte en helt slank arkitektur ud under dem, som de alligevel kunne hvile i.

Derfor var musikken, trods sin nervøse overflade, hele tiden i balance. De to horn, der også spillede med, lod et af Pahuds spjæt blive hængende i deres rolige dyb, mens en violin spillede et langsomt ekko af hans linedans.

Den stringens og omsorg hindrede, at musikken reduceredes til et desperat skrig; i stedet foldede den sig ud som et alvorligt, men sensibelt sprog. Det var ikke et udråbstegn, men en fuldt udviklet grammatik med virtuost afstemt tegnsætning. En blændende start.

Til gengæld spekulerede jeg under opførelsen af schweiziske Michael Jarrells fløjtekoncert ‘Un temps de silence’ fra 2007 på, om ikke dette ellers ambitiøse værk havde nydt godt af mere af Boulez’ strenghed.

Her lod komponisten fløjten spæne af sted i en helt løbsk følsomhed. I den hektiske begyndelse satte de fleste toner sig som rene luftmarkeringer adskilt af helt skingre støn, et tydeligt billede på et udmattet individ, der måtte stamme sig gennem sproget.

Bag Pahuds portræt af det 21. århundredes stress spillede Athelas i et karakteristisk langsommere tempo. Deres impressionistiske klangtåge lød som et Monet-maleri, der opløstes i regnvejr, og tegnede fint værkets skarpe kontraster op, som også gik igen i selve formen, hvor Jarrell konstant skiftede mellem hektik og ro.

Det var tydeligt, at musikken med denne vekslen gerne ville skabe et intimt, næsten psykologisk rum. Men lykkedes det? Ikke helt, følte jeg. Formentlig fordi skiftene mellem temperamenter i længden fik mere karakter af automatik end nødvendighed.

Pahuds spil var ekvilibristisk og nuanceret, men jeg savnede en stringens, der formede hans frie fortvivlelse og refleksion til et spændstigt drama. Det var det, Boulez’ værk kunne, og også det, der lykkedes senere i Elliott Carters ‘Flute Concerto’ fra 2007.

Carters værk afsluttede koncerten efter schweiziske Frank Martins skælmske ‘Ballade’ fra 1939 og et andet Carter-værk, ‘Mosaic’ fra 2004, hvor sidstnævnte havde sit fokus på harpe – hvorfor Pahud ikke deltog – og otte meget selvstændige instrumenter.

Det var dog fløjtekoncerten, der ragede op i programmet efter pausen. For i modsætning til Jarrell gav Carter plads til modspil. Pahud blev mødt af indstik fra et hakkende klaver, af drilske træblokke – og af et virkelig adræt Athelas, som med streng staccato skabte en helt anden klarhed i musikken.

Derfor blev der plads til fascinerende detaljer som Pahuds hjemsøgende parløb med Athelas’ egen fløjtenist, Hélène Navasse. Deres linjer slyngede sig om hinanden og blev billedet på det poetiske nærvær, der paradoksalt nok tonede frem i Carters ellers meget systematiske stil.

I værkets mest lyriske passage svævede Pahud med fyldige, lange toner over diset, dyb blæserklang og små slagtøjsimpulser. Lige så distinkt hans tilstedeværelse var der, var hans fravær bagefter, da ensemblet fik lov at lade musikken ulme af dybe droner i de to kontrabasser og lysstråler i resten af strygerne. Fabelagtigt.

Her stod den modernistiske arkitektur lige så stolt og præcis som hos Boulez i begyndelsen af koncerten. Ja, og som hos Pahud gennem hele forløbet, hvor han sikkert og roligt lod sin velkendte guldfløjte komme hele vejen rundt i registret. Vi har nogle spændende måneder i vente med årets Sonning-program.

Sune Anderberg

Foto: Agnete Schlichtkrull / PR

Boulez, Jarrell, Martin, Carter
Athelas Sinfonietta, Emmanuel Pahud (fløjte), dir. Anu Tali.
Den Sorte Diamant, 10. Marts 2024.

LÆS OGSÅ

Modtager af Sonningprisen 2024 afsløret

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER