At leve er at lytte | Essay

Som ung musiklytter kunne Politikens musikredaktør ikke få musikken spillet vildt nok. Senere kom balance, mådehold og præcision i fokus. I dette essay overvejer Thomas Michelsen, hvordan lytningen har ført ham fra det berusende over det renfærdige frem til en ny lyttebastion, hvor ærlighed er i centrum.

Af
Thomas Michelsen

Jeg må have været teenager. Ung, i hvert fald. Min bedste ven, som studerede klaver på musikkonservatoriet, var faldet over en lp. Han var helt oppe at køre over den plade, så vi smed, hvad vi havde i hænderne, for at mødes og høre den sammen.

Vi havde det i det hele taget med at dyrke ting super intenst dengang. Én gang, kan jeg huske, havde jeg læst Ernest Hemingways ‘Der er ingen ende på Paris’, og jeg var meget optaget af kapitlet om, hvordan forfatteren efter at have sultet i flere dage gik ind på en café og brugte sine sidste mønter på en røget pølse med sennepsdressing og et stort glas skummende øl. Jeg ringede til min ven, sagde, han ikke skulle spise noget, og så mødtes vi om aftenen til røget pølse og kold øl. Det var en fest!