»Jeg føler mig meget alene i hverdagen – og i livet« | Interview Josefine Opsahl

Komponist og cellist Josefine Opsahl fortæller om sit nyeste værk, ‘HJEM’, som handler om det ensomme menneske. Vridsløselille Statsfængsel danner ramme om operaen, der blev sparket i gang under corona-nedlukningen og tager afsæt i hendes egen ensomhed samt anonyme fortællinger.

Fortalt til Nikolaj Skinhøj

»Set udefra har jeg måske ikke nogen grund til at have det sådan. Jeg er ikke en, man traditionelt ser på og tænker: “Hold kæft, hvor må hun være ensom”. Jeg har en karriere, der ruller fint, jeg har gode bestillinger, jeg har venner, jeg har en kæreste, jeg har en familie. For mig er ensomheden et grundvilkår, og det er også dérfra min kunst og min kreativitet næres. Det er det ensomme rum, et rum hvor der bliver stille fra hverdagens larm, og hvor jeg dykker dybere ind i mig selv og begynder at stille spørgsmål. Hvad drejer det hele sig om? Så det ensomme rum er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er faktisk et af de vigtigste emner, vi kan fordybe os i, netop fordi det hænger sammen med den uundgåelige død, som uundgåeligt sætter en ramme og et punktum for livet«.

»For mig er ensomhed et grundvilkår, og det er også dérfra min kunst og min kreativitet næres«

Josefine Opsahl, komponist

»Inspirationen til operaen kommer fra min livsstil som kunstner, solist og ener. Projektet startede faktisk sådan. Jeg tror, at Stine Rejnholdt (librettist) havde gået med tankerne om ensomheden som tema før corona. Så kom nedlukningen, og så blev vi alle sammen meget bevidste om, hvad isolation og ensomhed gør ved os. Ikke at kunne gå ud og interagere med et fællesskab. Være isoleret. Blev bevidstgjort om det liv vi har valgt, og hvor afhængige vi er af fællesskaber og hinanden i vores forståelse af os selv og verden. Vi har brug for resonans med andre mennesker, udveksling med andre mennesker, for at erkende vores egen eksistens«.

»Stine Rejnholdt har skabt librettoen ud fra samtaler med en række almindelige mennesker, som har valgt at fortælle om deres ensomhed åbent. Det er en meget divers gruppe, der på et eller andet plan har syntes, at de var så ensomme, at dette ‘open call’ vækkede noget i dem. Og så har de samtalt med Stine, som har kondenseret deres udsagn. Det er meget intime bekendelser, meget private statements«.

»Besætningen i operaen er fire operastemmer, en ensom cello og almindelige stemmer i form af et 40 personers amatørkor, der tager del i at bekende librettoens ensomhed og samtidig nedbryder barrieren mellem operasangerne og de mennesker, der kommer og oplever operaen. Så der er både plads til den almindelige menneskestemme og til den raffinerede, forfinede version, der påtager sig de undertrykte stemmer«.

»Koret bidrager også med at være statister og guides. Der er som nævnt 40 korsangere, og det er det samme antal, som der kan være af publikummer. Så vi har én korsanger, som også vil være statist, per person i publikum. Og det giver os en mulighed for, at beretningen kan blive ultrapersonlig, én til én. Det er væsentligt for mig, at der ikke kun er 40 operasangere eller professionelle performere på scenen. Koret skal inddrage publikum på nært hold. Det grundlæggende ønske er musikalsk, performativt og narrativt. at udfolde hvad ensomhed kan være, stille skarpt på både dens smertelige og positive egenskaber og skabe fællesskaber, der binder os sammen«.

»Når vi har malet portrætter af alle de her forskellige ensomheder, så holder vi en stor messe. Jeg ser det lidt som, at vi påkalder ensomheden for at komme nærmere dens natur. Herefter lægger vi ensomheden i graven, hvorefter den genopstår i en fælles hymne, hvor publikum synger med«.

»Fængslet vækker nogle helt særlige følelser i dig, når du går derind. Det sniger sig ind på dig, ind i din krop. Det er en rigtig god kulisse, og den er så almindelig og overalmindelig og nedslidt og ualmindelig, fordi det er et fængsel. Du kan ikke bygge den autenticitet – den levede ensomhed. Det er som om, det sidder i væggene. Det er en abstraktion, hvor vi suger ensomheden ud af væggene og lader den synge. Der sidder mere i de vægge end pus, beton og mursten. De emmer af levet liv eller liv, der ikke fik lov at blive levet, fordi det var indespærret i de her rum. Det giver helt automatisk en særlig dimension til værket«.

HJEM
14. – 22. aug. Vridsløselille Statsfængsel, Albertslund
Operaen ‘HJEM’ tager ensomhedens væsen i hånden for langsomt at føre det ud i lyset mod et fællesskab. Komponist Josefine Opsahl, libretto Stine Rejnholdt og instruktion ved Nullo Facchini. Solister er Nina Bols Lundgren, Nana Bugge Rasmussen, Jens Christian Tvilum og Steffen Bruun.

Foto: Robin Iborn Magyar