Nyhed
Symfoniorkestre er modelleret efter hjernens biologi
11. maj 2016
Hjernens biologi og præferencer for højt og lavt klingende toner danner modellen for opbygningen af et symfoniorkester, hævder den hollandske psykologi- og musikforsker, Richard Kunert, i et essay på videnskabs- og debatbloggen Aeon. Generelt set fanger højre øre bedst de høje toner, mens venstre giver de dybe toner fortrin i perceptionen. I det typiske symfoniorkester er opstillingen styret efter hjernehalvdelenes lydsmag:
»Når du står foran orkestret, sidder strygerne på de forreste orkesterrækker med violinerne til venstre og bratcher, celloer og kontrabasser til højre for dirigenten. Det samme gælder for blæserne; de højestklingende træ- og messingblæsere til venstre og de dybeste til højre«, skriver Kunert.
På den måde kan orkestrets opbygning synes som et paradoks. Hvorfor er det omvendt opstillet i forhold til hjernens højre-venstre præferencer med de højest klingende instrumentgrupper placeret til venstre? Svaret er, at orkestrets opbygning tilgodeser musikernes hjerner og lydopfattelse – ikke publikums. Det er nødvendigt for musikerne at kunne lytte nøje til hinanden for at være i stand til at spille sammen. Musikernes lydperspektiv er spejlvendt af publikums, idet de sidder vendt 180 grader med ansigtet mod tilhørerne. Måske til (en lille) ulempe for publikum.
Foto: CSO
