Nyhed

Symfoniorkestre er modelleret efter hjernens biologi

Hjernens biologi og præferencer for højt og lavt klingende toner danner modellen for opbygningen af et symfoniorkester, hævder den hollandske psykologi- og musikforsker, Richard Kunert, i et essay på videnskabs- og debatbloggen Aeon. Generelt set fanger højre øre bedst de høje toner, mens venstre giver de dybe toner fortrin i perceptionen. I det typiske symfoniorkester er opstillingen styret efter hjernehalvdelenes lydsmag:
»Når du står foran orkestret, sidder strygerne på de forreste orkesterrækker med violinerne til venstre og bratcher, celloer og kontrabasser til højre for dirigenten. Det samme gælder for blæserne; de højestklingende træ- og messingblæsere til venstre og de dybeste til højre«, skriver Kunert.

På den måde kan orkestrets opbygning synes som et paradoks. Hvorfor er det omvendt opstillet i forhold til hjernens højre-venstre præferencer med de højest klingende instrumentgrupper placeret til venstre? Svaret er, at orkestrets opbygning tilgodeser musikernes hjerner og lydopfattelse – ikke publikums. Det er nødvendigt for musikerne at kunne lytte nøje til hinanden for at være i stand til at spille sammen. Musikernes lydperspektiv er spejlvendt af publikums, idet de sidder vendt 180 grader med ansigtet mod tilhørerne. Måske til (en lille) ulempe for publikum.

Foto: CSO

Læs også: Nye vinde blæser over Wienerfilharmonikerne

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER