Tag: arkiv

Tekst Michael Bo | Foto Agnete Schlichtkrull

Hvert øjeblik, der går, inden vi møder hinanden, kan potentielt være tid, der forsvinder fra vores interview. I morgen tidlig flyver Andreas Brantelid til Canada, hvor han skal spille to koncerter i Victoria helt ude ved vestkysten. Han skal sove, han skal spise med sin familie, han skal …

Og han skal stemme til Folketinget. Det er Store Valgdag, også i Nærum, hvor familien Brantelid bor.

Og han skal tale med mig.

Jeg tænker, jeg kan møde ham inde på Nærum Skole på vej ud af valgboksen, helt sådan frisk efter demokratisk dåd. Jeg roder rundt. Nærum Skole er ingen stor skole, men der er steder, man som stemmepligtig i en anden kommune end Nærum ikke må komme hen, fordi man kan forstyrre den lokale demokratiske proces.

Da vi endelig finder hinanden på skolens parkeringsplads, spørger jeg Brantelid:

Tekst Sune Anderberg

Jeg kan ikke finde dokumentation for det, så måske er det noget, jeg har drømt.

Men da jeg begyndte at opsøge miljøet for ny kompositionsmusik i Danmark i begyndelsen af 2010’erne, mener jeg, at Politiken kørte en reklamekampagne i det københavnske gadebillede.

På ophængte plakater kunne man derfor se udsagn i retning af:

»Læs om moderne kunst i Politiken … så slipper du for selv at gå ud og opleve den«.

Kampagnen var selvfølgelig ironisk, for ingen anden avis kerer sig så meget om kultur – og bruger så mange penge på at dække den – som Politiken gør. Men der var alligevel noget om det, tænkte jeg.

En stor del af nydelsen ved at have opdaget et miljø, hvor unge komponister eksperimenterede vildt og voldsomt med arven fra klassisk musik, var netop at diskutere værker og tendenser på skrift bagefter.

»Den performative drejning har skabt dybe kløfter mellem de komponister, der sværger til den, og de koncertgængere, som er tilpas klassisk skolede til at savne en god, gammeldags klavertrio«

Det var, som om dette miljø i helt særlig grad inviterede til at protestere over det groteske eller fabulere over det sublime. Og ofte var det akkurat de to yderpunkter, de nye værker befandt sig i. Meget var bras, men ofte bras, der ville noget. Og i helt særlige øjeblikke stod man pludselig over for en genistreg. Som man så straks måtte hjem og skændes om på nettet.

Et sådant miljø var ikke for enhver, lærte jeg hurtigt. Der var færre billetkøbere, end der var folk, som nøjedes med at læse om musikken på sikker afstand af koncerterne. Og endnu flere undlod helt at følge med, de kunne med en vis ret hævde, at den skønneste musik nok allerede var skrevet. For over hundrede år siden.

Alligevel findes miljøet endnu, og det fortsætter med at udvikle sig. Ikke mindst i denne tid, hvor de dogmer, der ellers har præget den nyskrevne musik de sidste 15 år – og gjort den utålelig for nogle lyttere – ser ud til at vakle. Er vi på vej ind i en ny tid for den ny musik?

Tekst Michael Bo | Foto Olaf Heine

Der er en ting, jeg er nødt til at vide, før vi kommer videre.

Hvis der er en detalje ved Lang Lang, der får alle – alle! – til at trække på smilebåndet, er det hans navn. Jeg har mødt ham, den berømte kinesiske pianist, to gange tidligere, men helt nede i tidernes ursuppe, og jeg har aldrig spurgt ham før. Jeg har nok været bange for at lyde dum.

Hvordan udtaler man dit navn? Er det ene af de to ‘Lang’ et fornavn og det andet et familienavn?

Tekst Michael Bo | Foto Sasha Gusov

Jeg er ikke god til denne del af det.

Denis Kozhukhin vil egentlig helst, at vi laver interviewet på Snapchat, men for mig er det sådan en halvporno-ting for de helt unge, og hvad er der egentlig galt med Faceb … jeg mener, Messenger?

Jeg ender med at ringe til ham på mobilen og strække våben.

»Jeg tror ikke, du kan ringe til mig på Messenger, fordi vi ikke er venner derinde«, siger han.

Tekst Mikael Garnæs | Illustration Peter Hermann

En af Francis Poulencs venner kaldte ham for »munk og gadedreng«, og den betegnelse blev hængende. Den charmerende Poulenc havde flere ansigter. Han var lige fra starten musikkens frække ‘enfant terrible’, og det blev han ved med at være, selv efter sin omvendelse til katolicismen.

Tekst Andrew Mellor | Foto Pato Soto

Der er ikke meget, som bryder stilheden i Sønderborg. En gang i timen åbner Kong Christian den X’s Bro for at lade tyske sejlere glide ind og ud af Alssund i deres blankpolerede yachts. Det er omtrent så dramatisk, som det bliver. Sønderborg er selve billedet på en fredelig og pæn dansk provinsby. Det eneste, der for alvor adskiller den fra lignende byer er gourmetrestauranterne og overnatningsmuligheder i den dyrere ende. Og nu kan man tilføje musik til gourmetlisten.

I koncertsalen Alsion, der holder til i en moderne, stilren bygning med glasfoyer og udsigt over Alssund, går det nemlig ikke helt så stille for sig. Her er Sønderjyllands Symfoniorkester i fuld gang med en transformation. Et generationsskifte har bragt en bølge af unge musikere ind i orkestret, og flere af dem på vigtige solostemmer. Også blandt dirigenterne mærkes forandringen. Der er færre aldrende navne på afskedsturné og flere unge, sultne talenter med visioner og drive.

Tekst Marie-Louise Zervides | Illustration Peter Hermann

Højt på sydsiden af Prenestinibjergene sydøst for Rom ligger en by bygget oven på ruinerne af et antikt samfund, der er ældre end selve Romerriget. Byen Palestrina, som oprindeligt hed Praeneste, består af et komplekst net af stejle trappegange og panoramiske stenterrasser, der vidner om et af Italiens største antikke templer.

Pilgrimme strømmede til området for at tilbede gudinden Fortuna Primigenia, og siden tiltrak byens kølige bjergluft markante romere som Cicero, Marcus Aurelius og Hadrian. I dag er Palestrina dog mest berømt for at have lagt navn til renæssancekomponisten Giovanni Pierluigi da Palestrina.

Det har længe været formodet, at Palestrina blev født i den by, han er navngivet efter. Kilderne fra hans tidlige barndom er dog mangelfulde, og de få man har fundet stammer fra Rom, hvor han med en vis sandsynlighed blev født og tilbragte størstedelen af sit liv. Palestrinas præcise fødselsdag er ukendt, men den har været i 1525 eller vinteren 1526, eftersom han døde som 68-årig den 2. februar 1594.

Tekst Michael Bo | Foto Marco Borrelli | OMC

Det er altså virkelig akavet. Vi kunne faktisk dårligt sidde værre. Når jeg drejer hovedet 90 grader mod højre, kan jeg se, at det er Jonas Kaufmann, jeg sidder her med, i hvert fald ud af mit højre øje.

Vi sidder i Teatro Filarmonico i Verona. Det er fredag.

Kaufmann har brugt formiddagen med en prøve på det program, han skal synge ovre i Arenaen rundt om hjørnet på piazzaen på søndag. Han virker lidt udslukt, men ind imellem kvikker han sig op ved pludselig at synge en skala for fuld stemme. Måske er det heden. Udenfor er der 35 grader, og han frygter, at koncerten om to dage bliver en af de der tapsvedende, ukomfortable affærer.

Tekst Sune Anderberg

I mere end et halvt århundrede har det været almen viden, at det største, man som klassisk musiker eller komponist herhjemme kan opnå, er at blive tildelt Léonie Sonnings Musikpris.

Én ting er den klub, man skriver sig ind i: På listen over tidligere modtagere finder man kanoniserede komponister som Stravinskij, Bernstein, Britten, Sjostakovitj, Messiaen, Boulez og Ligeti – og feterede stjernemusikere- og dirigenter som Celibidache, Rubinstein, Menuhin, Schiff, Barenboim, Rattle og Blomstedt. Det er et ærefrygtindgydende selskab.

Men indtil nu har det også været størrelsen på den medfølgende check, der har gjort Sonnings Musikpris til landets vigtigste. Da Den Danske Strygekvartet i juni fik overrakt årets pris af Kong Frederik ved en stor gallakoncert med DR Symfoniorkestret, fulgte der én million kroner med.